Børnevaccination

Det danske børnevaccinationsprogram er et tilbud til alle børn om gratis vaccination mod ni infektionssygdomme.
Både piger og drenge kan nu vaccineres mod HPV infektion.

Vaccinationerne i det danske børnevaccinationsprogram gives efter et fastlagt program hos den praktiserende læge, der også rådgiver forældrene.

Alder Vaccination
3 mdr. Difteri-tetanus-kighoste-polio-Hib 1 og PCV 1
5 mdr.* Difteri-tetanus-kighoste-polio-Hib 2 og PCV 2
12 mdr.* Difteri-tetanus-kighoste-polio-Hib 3 og PCV 3
15 mdr. MFR 1
4 år* MFR 2
5 år* Difteri-tetanus-kighoste-polio revaccination
12 år HPV 1 og 2 ( 5 mdr. imellem)

*) Angiver samtidig børneundersøgelse
PCV = Pneumokokvaccine

Kvinder vaccineres gratis mod røde hunde

Alle voksne over 18 år kan blive vaccineret mod mæslinger, hvis de ikke allerede er vaccineret eller har haft sygdommen.

Vaccinationer forebygger sygdomme, som kan være alvorlige for barnet. For nogle børnesygdomme gælder, at de er meget smitsomme, og at næsten alle børn vil få sygdommene på et eller andet tidspunkt, hvis de ikke er vaccinerede. Dette gælder for mæslinger, fåresyge, røde hunde og kighoste.

Følger et barn det danske vaccinationsprogram, er barnet godt beskyttet mod disse de 10 sygdomme:

  1. Difteri, der bl.a. kan give alvorlig og livstruende halsbetændelse.
  2. Stivkrampe (tetanus), der kan fås efter sårinfektion og resultere i en livstruende krampetilstand.
  3. Kighoste (pertussis), der kan være alvorlig især hos helt små børn.
  4. Polio, der kan medføre blivende lammelser.
  5. Hib-infektion (Hæmophilus influenzae type b), der kan medføre meningitis (hjernehindebetændelse) eller strubelågsbetændelse.
  6. Pneumokoksygdom (forårsaget af visse pneumokoktyper), der kan medføre lungebetændelse, blodforgiftning og meningitis.
  7. Mæslinger (morbilli), der giver høj feber, hoste, forkølelse, øjenirritation og udslæt samt risiko for alvorlige komplikationer, fx lunge- eller hjernebetændelse.
  8. Fåresyge (parotitis epidemica), der giver hævede spytkirtler og let feber og kan medføre meningitis (hjernehindebetændelse) eller testikelbetændelse samt varige mén.
  9. Røde hunde (rubella), der giver let feber, hævede kirtler og udslæt. Smitte af gravide inden for de første tre måneder af graviditeten kan medføre abort eller fosterskader.
  10. HPV (Humant papillomavirus) består af mange undertyper. HPV er årsag til godartede sygdomme som hudvorter og kønsvorter, mens andre typer af HPV er årsag til kræfttyper hos både kvinder og mænd. Hos kvinder kan HPV forårsage livmoderhalskræft, kræft i skeden og de ydre kønsorganer, mens det hos begge køn kan give analkræft og mundsvælgkræft samt peniskræft hos mænd.